Testrapport
Testrapport fra Teknologisk Institut
Taastrup den 13. december 2004 - DMW 550895
Vurdering af Dansk Vand Alarm A/S,
type Drop-10-A-04, brugsvand
Indhold
1. Generelt
2. Afprøvning af funktioner
3. Vurdering af funktioner
4. Gennemgang og vurdering af brugervejledning
5. Afsluttende bemærkninger
___________________________________________________
1. Generelt
Teknologisk Institut har modtaget følgende dele til afprøvning og vurdering:
• Kasse med vandalarm
• Demonstrationsmodel med vandalarm og vandpumpe
• Udkast til brugervejledning
Instituttet har på denne baggrund foretaget en afprøvning af systemets funktioner, og foretaget en vurdering, der er beskrevet i den efterfølgende vurderingsrapport.
I rapporten er anvendt betegnelsen "forbrugeren", der i denne sammenhæng specifikt regnes som husejere, ejere af erhvervsejendomme og ejere af landbrugsejendomme.
2. Afprøvning af funktioner
I forbindelse med afprøvningen af vandalarmen er følgende funktioner afprøvet:
• Montering af laserøje på vandmåler
• Tilslutning/sammenkobling af komponentdele
• Funktioner, når der åbnes/lukkes almindeligt for vandet
• Funktion, når vandet får lov til at løbe over en længere tid (vandskade)
• Aflukningsfunktion med motorventil (huset forlades)
• Lydfunktion
• Visuelle indikationer
3. Vurdering af funktioner
Vurderingen af de enkelte funktioner er følgende:
Montering af laserøje på vandmåler
Laserøjet monteres ved hjælp af et velcrotape, der monteres på husets afregningsmåler. Ved monteringen skal der "sigtes" efter at en grøn kontrollampe på laserøjet blinker. Laserøjet trykkes derefter fast på måler og velcrotape. Laserøjet sidder derefter fast på måleren, og det vurderes, at det sidder tilstrækkeligt fast, og ikke vil kunne forskyde sig under normal drift.
Tilslutning/sammenkobling af komponentdele
Ledning fra laserøje monteres på det midterste udtag. Der er på bagsiden af vanddråben markeret, hvor monteringen skal foregå. AC-tilslutningen foretages til stik i venstre side af vanddråben. En umiddelbar vurdering af denne tilslutning er, at det bør anbefales i monteringsanvisningen, at denne tilslutning fastholdes f.eks. med en ledningsklips, da den falder relativt let ud, og strømmen og funktionen af anlægget derved forsvinder.
Funktioner, når der åbnes/lukkes almindeligt for vandet
Når der åbnes for vandet blinker der to dioder med blåt lys, hvorved forbrugeren er opmærksom på at vandmåleren kører, og der er vandforbrug. Denne funktion kan kobles med en lydfunktion. Det er endvidere muligt at afbryde forbindelsen med dioderne for en kortere periode, så de kun blinker, hvis der tappes større vandmængder.
Funktion, når vandet uhindret får mulighed for at løbe over en længere periode (f.eks. i forbindelse med en uopdaget vandskade)
Når vandet uhindret får lov til at løbe længere end 30 minutter, lukkes automatisk for vandet, og en rød blinkende lampe indikerer, at der er alarm og lukker for vandet. Funktionen er afprøvet og fundet i orden.
Aflukningsfunktion med motorventil (huset forlades)
I systemet er der en funktion, hvor det er muligt at aflukke motorventilen og slukke for strømmen inden huset forlades for en længere periode.
Funktionen foregår ved, at der trykkes på vanddråbens højre knap, hvorefter den nederste diode lyser grønt. Derefter åbnes for vandet, og motorventilen lukker samtidig med at dioden skifter farve til rød og begynder at blinke. Det er herefter muligt at slukke for strømmen og motorventilen forbliver lukket til strømmen og systemet aktiveres igen.
Instituttet har følgende kommentarer til denne funktion:
Det er indrettet således, at det er muligt for personer, der er farveblinde for grøn/rød, at kunne se forskellen ved diodeskiftet, idet dioden begynder at blinke, når det skifter til rød.
Lydfunktion
Denne funktion er vurderet og fundet i orden, jf. over.
Visuelle indikationer
Når diode ved alarm eller aflukning skifter fra grøn til rød, begynder dioden at blinke.
4. Gennemgang og vurdering af brugervejledning
Den generelle vurdering af brugervejledning er, at den er let og overskuelig for forbrugeren.
5. Afsluttende bemærkninger
Det er Instituttets opfattelse, at systemet vil kunne opfylde almindelige forbrugeres behov for sikkerhed mod større vandskader på grund af udstrømmende vand fra utætte installationer.
___________________________________________________
Såfremt De måtte have behov for yderligere oplysninger står Instituttet fortsat til Deres rådighed.
Venlig hilsen
Teknologisk Institut Industri & Energi
Leon S. Buhl
Ingeniør